“Jeg har mange venner…” Ordene er simple, konstaterende og falder midt under tandbørstningen. Min datter Kaya har downs syndrom – og så har hun en sjælden evne til at sige tingene præcist trods sit begrænsede sprog. Hun børster videre, mens hun langsomt men sikkert remser vennerne fra håndboldholdet op. “Jakob, Magda, Kesse, Mads, Tobias, Sebastian…” Jeg lytter tålmodigt, mens jeg tænker tilbage på dengang, jeg lige havde fået beskeden om, at vores nyfødte datter havde et udviklingshandicap. Min hustru og …
LykkeCup 2019 – Jeg har aldrig følt mig så rigtig
“Jeg elsker LykkeLiga.” Ordene er det første, jeg hører fra min datter, da hun dovent strækker sig og slår øjnene op. Det er dagen derpå. LykkeCup 2019 er overstået, men følelsen af lykke sidder stadig overalt i kroppen. Ligesom konfetti stadig sidder i hår og tøj. Følelsen er præcis modsat af den, jeg havde, da jeg for 11 år siden fik beskeden om, at Kaya havde downs syndrom. Dengang følte jeg mig helt alene i verden. En helt forkert far …
Jeg er stolt af min LykkeLiga-spiller!
I dag gnavede min datter Kaya ledningen over til sine høretelefoner. Så nu står den på “My Little Pony” for fuld volumen fra iPadden. Hun har også tørret blå modellervoks af på væggen i køkkenet og smidt et stykke spegepølse efter mig. Lige nu er jeg sgu ikke så stolt af hende – eller af downs syndrom. Så er det rart at kunne tænke tilbage på LykkeCup i Juni. Dét der øjeblik, hvor hun marcherede ind i arenaen i Gigantium …
LykkeLiga ødelægger mit dårlige humør
Jeg er egentlig en ret kynisk type. Måske en arbejdsskade jeg har pådraget mig i reklamebranchen. Sådan én, der med stor sarkasme uddeler passivt aggressive håndmadder, når nogen synes noget andet end mig. Jeg hader katte, kakao og kraftidioter. En smågnaven, selvretfærdig kværulant, der bliver fornærmet over ingenting. Det forstår min datter bare ikke! Det er som om downs syndrom er inkompatibelt med mavesurhed. Så snart min pande rynker og mine øjenbryn peger nedad… så står hun der! Med sine …
Ingen hoveder på skrå
“I skal nok ikke regne med, at hun kommer til at cykle.” Sådan sagde én eller anden starut i en hvid kittel, da min datter var helt nyfødt. Så stod vi ellers dér og stirrede opgivende ned i vuggen. Spekulerede over, hvad hun ellers ikke kunne. Nu er der gået 9 år. Og i mandags scorede hun et fuldstændig fabelagtigt mål til træning med håndboldholdet Aalborg Kidz. Hun tog de tre tilladte skridt, lavede en slags skudfinte og hamrede bolden …