I dag gnavede min datter Kaya ledningen over til sine høretelefoner. Så nu står den på “My Little Pony” for fuld volumen fra iPadden. Hun har også tørret blå modellervoks af på væggen i køkkenet og smidt et stykke spegepølse efter mig. Lige nu er jeg sgu ikke så stolt af hende – eller af downs syndrom.
Så er det rart at kunne tænke tilbage på LykkeCup i Juni. Dét der øjeblik, hvor hun marcherede ind i arenaen i Gigantium med veninden Magda i hånden. Da hun vinkede op til hendes inviterede gæster på tilskuerpladserne. Bedsteforældrene, genboerne og den store fætter som hun ser så meget op til. Lige dér løb tårerne ned af kinderne på mig – af helt normal og rendyrket stolthed.
Jeg drømmer om, at LykkeLiga skal give os mange flere af de øjeblikke. Hvor vi forældre er stolte af vores særlige unger. For jeg er sikker på, at spillerne kan mærke vores stolthed som en lang og varm omfavnelse. Jeg tror de vokser af det og bliver bedre. Jeg kan se på Kaya, at hun ranker sin ryg, når hun trækker i sin spillerdragt. Hun bliver stolt fordi jeg bliver stolt.
Skal vi ikke bruge LykkeLiga til at skabe stolthed? Af os selv – fordi vi overvinder udfordringerne i hverdagen. Af vores unger – fordi de kæmper en sejere kamp end de fleste normale børn. Lad os være stolte af vores familier, som støtter os og de venner som altid er der. Jeg tror at LykkeLiga rummer masser af stolthed – og at dét kan være med til at gøre os alle sammen lykkeligere.