I EN HELT ANDEN LIGA
LykkeLiga er et nationalt håndboldfællesskab for børn og unge med funktionsnedsættelser. Hos os hylder vi mangfoldigheden og insisterer på, at alle har noget positivt at bidrage med.
På rekordtid er LykkeLiga blevet en synlig spiller på specialområdet. Siden vores opstart i 2017 har vi fået over 1500 ekstraordinære håndboldstjerner aktiveret i mere end 80 lokale idrætsforeninger over hele landet. Det fortjener da en highfive, ik´?
Afsættet for vores fællesskab er opstået på håndboldbanen – men vores arbejde rækker langt ud over halgulvet. Hvert år gennemfører vi også en række andre aktiviteter, der kan fremme lykke og venskab. Hertil tæller bl.a. FamilieCamps, initiativer på specialskoler (KlasseBold), et AI musikprojekt med vores spillere som medskabere og en lang række små og store events på tværs af landet.
Bag alle de positive oplevelser og fællesskaber ligger der en seriøs dagsorden. Vi vil være med til at bekæmpe ensomhed, nedbryde fordomme og fremme sundhed hos en udfordret målgruppe. Samtidig er LykkeLiga blevet en positiv fortælling, som skaber forandring i hele den måde, man anskuer børn og unge med funktionsnedsættelser.
Lykken først
LykkeLiga er helt sin egen – ligesom vores spillere er det. Derfor afhænger regler, kampe og træning af dagsformen. Vi sørger for, at alle kan være med, og tilpasser os til den enkelte spiller. Selvfølgelig elsker vi hopskud og flotte mål – men mest af alt elsker vi at være sammen!
Om vi holder fest, spiller håndbold eller planlægger familiecamps – så er vores tilgang altid den samme: Lykken Først! Bag det helt simple mantra gemmer sig den metode, som har gjort LykkeLiga til en unik succes på specialområdet.
Det handler om at konstant tilpasse vilkår, regler, forventninger og ambitioner til at skabe den bedst mulige oplevelse for fællesskabet og det enkelte menneske. Vi plejer at sige, at “LykkeLiga er… lige præcis, hvad der er brug for på dagen.” Det betyder, at vi forstår den dynamiske virkelighed, som mange mennesker med handicap lever i – hvad der kan lade sig gøre i dag, kan ikke nødvendigvis lade sig gøre i morgen.
Hvad der kan lade sig gøre for Muhammed, kan ikke nødvendigvis lade sig gøre for Gry. Derfor kræver det en enorm tilpasningsevne at skabe gode oplevelser for et fællesskab af individer. “Lykken Først” betyder, at den gode oplevelse vinder over de rammer, som er sat. Måske skal rammerne flyttes lidt – måske skal de helt kasseres.
De korte fakta om LykkeLiga
- Over 1500 børn og unge med funktionsnedsættelser i alderen 5-25 er aktiveret i en af LykkeLigas klubber
- Over 80 lokale klubber i hele landet. Vores spillere er medlemmer af den lokale idrætsforening på lige fod med andre andre. Vi har også klubber i Grønland og på Færøerne – og i udlandet (primært Tyskland, Sverige og Norge)
- 66 af landets kommuner har mindst ét LykkeLiga hold
- Ca. 500 frivillige trænere i hele landet
- Vi er 6 fuldtidsansatte i LykkeLiga
- Vores store sæsonfinale hedder LykkeCup og samler hvert år ca. 60 % af vores spillere til et brag af en håndbold- og fællessskabsfest i MCH
- Hvert år gennemfører vi ca. 40-50 stk. små og store events på tværs af vores fællesskab.
- 13,5 % af danskere i målgruppen spiller LykkeLiga håndbold
- 44 timer om året bruger spillerne i gennemsnit i vores fællesskab
- 150.000 følgere på tværs af sociale medier
Er LykkeLiga noget for dig?
I LykkeLiga kan alle være med! Uanset handicap og boldøje. Det vigtigste er, at du har lyst til at være med i et fællesskab og synes, det er sjovt at kaste med en håndbold. Dørene til vores klubber står altid åbne, så du er velkommen til at kigge forbi og snuse til lykken.
LykkeCup – Danmarks lykkeligste sæsonfinale
Forestil dig det her. Over 900 spillere samlet ét sted. Omgivet af flere tusind fans, som er kommet for én ting: at hylde dig og dine venner. Ved din side går ca. 500 frivillige trænere. Stolte og med et kæmpe smil på læben. Det her er vores alle sammens festdag