“I skal nok ikke regne med, at hun kommer til at cykle.” Sådan sagde én eller anden starut i en hvid kittel, da min datter var helt nyfødt. Så stod vi ellers dér og stirrede opgivende ned i vuggen. Spekulerede over, hvad hun ellers ikke kunne.
Nu er der gået 9 år. Og i mandags scorede hun et fuldstændig fabelagtigt mål til træning med håndboldholdet Aalborg Kidz. Hun tog de tre tilladte skridt, lavede en slags skudfinte og hamrede bolden højt op i luften, hen over forsvaret og ned i venstre hjørne. Bolden trillede langsomt men sikkert ind i netmaskerne… Målmanden var prisgivet. Så brød jublen løs. “Yes” råbte hun, mens en spontant knyttet næve tydeligt viste, at begejstringen kom fra maven. High-fives med holdkammeraterne, cheftræneren hoppede op i luften i rendyrket eufori.
Da min datters øjne mødte mine, var de ved at eksplodere af stolthed. Med et smil, som var hendes ansigt flækket, løb hun direkte i mine arme. “Jeg scorede far” understregede hun, mens hun knugede sig ind til mig. Jeg nød det lange og intense kram og tog tanke-toget tilbage til hospitalet. “Tag den” kittel-starut!
Kan i et hav af kan-ikke
Min datter har downs syndrom. Eller som systemet så klædeligt har navngivet det “massive indlæringsvanskeligheder”. Tak skæbne. Vi kunne lige så godt sætte en mærkat i panden af hende, hvor der står “massiv belastning” eller “hende her kan-ikke.” Og selv om vores samfund egentlig tager sig godt af sådan nogen som hende, så er hendes liv bare fyldt med fokus på begrænsninger.
Men ikke når hun spiller håndbold. På banen, sammen med hendes 40 holdkammerater fra hele Nordjylland, er historien en anden. Her kan hun! Hun er en del af et fællesskab, et hold. Her er det hele let og ligetil – målet står der – skyd! Ingen specialpædagogik, ingen læger, ingen hoveder på skrå… ingen ynk. Gør som træneren siger – ellers er det ned og tage 10 armstrækkere.
I en time hver mandag træder både min datter og jeg ud af hverdagen. Høj puls, begejstring og ærgrelse. Ægte følelser fra ægte sport. Her er vi langt fra behandlingssystemer og taxaordninger. Tæt på unge frivillige trænere, forenings-stemning og sammenhold.
Det her kan noget… Det her tænder både børn, forældre og lokalsamfund. Vi har fat på noget, der kan forandre hverdagen for specielle børn og samtidig påvirke omverdenens syn på dem.
Om forfatteren
