Historien om LykkeLiga
2016 – Fra tanke til handling
Starten på LykkeLiga lå egentlig lige for. Den tidligere professionelle håndboldspiller Rikke Nielsen manglede et håndboldhold til datteren Magda, som er født med Downs syndrom. Magda kunne ikke bare starte i en forening ligesom så mange andre – der fandtes simpelthen ikke håndbold for børn som hende. Derfor startede Rikke holdet selv. Efter få uger spillede 40 børn med et udviklingshandicap håndbold i Gistrup. En af de piger, der var startet på Rikkes hold hedder Kaya. Kayas far Mikael er reklame-mand og synes ligesom Rikke, at de skønne børn fortjente nogle ekstraordinære oplevelser. Spillerne på det nye håndboldhold skulle mere end bare spille håndbold. De skulle være stjerner! Derfor startede Mikael en fanklub på facebook, lavede et logo og gav holdet et flot nyt navn; “Aalborg Kidz”.
Med et voksende publikum på sociale medier voksede også mediernes interesse for holdet. Flere aviser, ugeblade og tv-programmer besøgte ungerne til deres træning. Efter bare 6 måneder kulminerede interessen, da Rikke blev kåret til “Årets Forbillede” til DRs store sportsgalla i Boxen i Herning.
2017 – Lad os starte en Liga
Med den store succes i Aalborg, var det oplagt at tænke endnu større. “Ring! Jeg vil have dig til at starte en håndboldliga” skrev Mikael en dag i en besked til Rikke. Og så gjorde hun dét – fra den ene dag til den anden.
Med navnet LykkeLiga gik Rikke i pressen og proklamerede, at nu skulle succesen fra Aalborg spredes til hele landet. Samtidig blev “Den selvejende institution LykkeLiga” etableret – en organisationsform, som skulle sikre fri bevægelighed og stå imod det bureaukrati, som ofte hersker i både sports- og handicapverdenen. Bestyrelsen var i første omgang Rikke og Mikael – og en talnørd, som hedder Søren.
Og så gik det stærkt. Forældre og ildsjæle fra hele landet tog kontakt og ville starte hold. Samtidig voksede LykkeLiga som historie og brand – igen med sociale medier som eneste platform og den traditionelle presse halsende efter.
2018 – Et lykkeligt fællesskab for både børn og voksne
Med en stigende interesse fra omverdenen blev det endnu mere tydeligt for os, hvad det er, vi i LykkeLiga er så gode til. Vi skaber simpelthen utallige smil, grin og positive oplevelser for børn med et udviklingshandicap og deres familier. Metoden er sport, bevægelse og sociale fællesskaber, hvor hele familien involveres. I LykkeLiga fokuseres på alt dét, disse ekstraordinære børn godt kan. De bliver helte, topscorere og holdspillere. På lægterne hepper familier, som for én gangs skyld kan træde ud af specialpædagogikkens omsiggribende korrekthed.
I LykkeLiga sættes specialpædagogik, begrænsninger, kampe med kommunen, nysgerrige blikke på gaden, helbredsproblemer, øget pres på dagligdagen, søskende problematik og en masse bekymringer på pause. Når børnene og deres forældre træder ind i håndboldhallen, træder de nemlig ind i et magisk fællesskab. Et fællesskab som på flere måder kan bidrage positivt til deres handlekompetencer i mange andre sammenhænge end blot håndbold. Håndbold er her blot motoren, da vi alle godt ved, at det er sjovest at lære nye ting gennem leg. Og håndbold er ifølge os verdens sjoveste leg.
På baggrund af ovenstående skaber LykkeLiga rammerne for et stærkt positivt fællesskab – ikke blot for barnet, men hele familien. Et fællesskab, som for forældre til børn med et udviklingshandicap, kan være svært at finde andre steder. Og når fællesskabet blomstrer brødføder det nye ideer. LykkeLiga står derfor også bag arrangementer som både træningslejre, familieture og søskende-arrangementer.
Det går godt – og stærkt for LykkeLiga. Og den 9. juni 2018 fejrede vi det med dét, som blev Danmarks største fest for børn med et udviklingshandicap: LykkeCup i Gigantium. Her hyldede ca. 2.000 tilskuere de mange håndboldhelte, mens bl.a. Joey Moe stod for underholdningen. I løbet af de seneste par år har LykkeCup vokset sig endnu større og er i dag LykkeLigas største event. En dag fyldt med uanede mængder lykke og tonsvis af konfetti.
2019 – Verdens lykkeligste landshold
Med den stigende interesse for LykkeLiga blev de danske medier også ekstra nysgerrige på, hvad det var, vi gik og lavede. I 2019 kontaktede TV2 os med det formål at lave et kort indslag om LykkeLiga i slutningen af sportsnyhederne. Men et besøg i Gistrup hallen viste, at LykkeLiga gemte på meget mere end nogle få minutters TV. Planerne måtte ændres og resultatet blev “Verdens lykkeligste landshold” – en række TV2-programmer, som viste sig at få stor succes og høje seertal. Pludselig vidste den helt almindelige dansker også, hvad LykkeLiga var, når de gennem skærmen uge efter uge blev mødt af Magda, Tobias og Jakobs fantastiske personligheder. Vi fik enorm god feedback på programserien og er stolte af vores LykkeLiga stjerner, der uden tøven lod seerne få et indblik i deres liv. Har du ikke set serien endnu, kan den ses på TV2 Play.
2020 – I en skør Corona tid måtte vi tænke anderledes
Vi startede vores egen TV-kanal. Den hedder Lykke-TV og blev skabt, så alle LykkeLiga spillere kunne træne med online hver mandag. Hele foråret sendte Rikke og Magda live-træning ud til Lykkefamiliernes stuer. Det blev til mange sjove og skøre oplevelser i kælderen hjemme i Aalborg. Det endte med at flere tusinde kiggede med til træningerne og i løbet af året kom vi også live igennem til TV2-Nyhederne og havde både Jesper Nøddesbo, Nikolaj Jacobsen og Mette Frederiksen med online. I alt fik vores indsats mere end 2 millioner videovisninger bare på Facebook. Selvom ideen med live træning virkede skør i starten gjorde det, at vi kunne fastholde fællesskabet med alle vores LykkeLiga stjerner i en skør Corona-tid.
2020 blev også året, hvor LykkeLiga blev NORMAL. LykkeLiga er skabt til at strække, vride og krølle normalbegrebet. Derfor var det en drøm, der gik i opfyldelse, da vores legekammerats aftale med NORMAL blev underskrevet. Vores legeaftale med NORMAL er mere end blot økonomisk støtte – det er en aftale, hvor vi spiller hinanden gode. Eksempelvis inviterede NORMAL hurtigt en håndfuld LykkeLiga stjerner til deres hovedsæde i Skanderborg. Her skulle de lave nogle tegninger, der senere blev trykt på drikkedunke og solgt i alle danske NORMAL butikker – og overskuddet gik selvfølgelig til LykkeLiga. Vi er enormt glade for denne aftale og sætter stor pris på, at NORMAL år efter år vil lege med og skabe uforglemmelige oplevelser for vores stjerner.
2021 – De perfekte uperfekte
Der dukker 5,5 milliarder resultater op på Google, når du søger på “How to look perfect”. Man skulle tro, at det så betød, at der er 5,5 milliarder måder at være perfekt på… Men et hurtigt kig i modemagasinerne, på Instagram og modelbureauernes hjemmesider fortæller noget andet. Perfekt ser næsten altid ens ud. I et samarbejde med fotografen Elisabeth Eibye udfordrede vi normerne for skønhed og idealer. I portrætserien gik vi tæt på 25 børn og unge, der alle har et kognitivt handicap. Vi ønskede at vise, at de selvfølgelig også er perfekte – for det er vi alle vel på en eller anden facon. I juni 2021 kunne udstillingen ses til ferniseringen i butikken “Framing People” på Nørrebro i København.
2022 – Happy League
LykkeLiga spredte sig hastigt over hele Danmark, Grønland og Færøerne og rummede i 2022 hele 1200 børn og deres familier samt 450 frivillige trænere. LykkeLiga er så dansk, som det kan være. Baseret på foreningsværdier, frivillighed, inklusion og rummelighed har filosofien i LykkeLiga altid været at ”alle kan være med” – og det gælder selvfølgelig også familier fra andre lande. Derfor grundlagde vi; HappyLeague! Alt er det samme som i LykkeLiga, men under navnet “HappyLeague” kunne vi begynde at inspirere og hjælpe nye hold over hele verden.
2023 – LykkeCup slog alle rekorder
Sammen med LykkeLiga spillerne og deres familier slog vi verdensrekorden i lykke i Juni 2023. Hele 821 håndboldstjerner var tilmeldt verdens lykkeligste sæsonfinale i Jyske Bank Boxen i Herning. Det var en KÆMPE festdag, der ikke kunne måle sig med noget andet, vi før har prøvet i LykkeLiga. Spillerne kom fra over 70 forskellige klubber, og der var hold med fra både Færøerne og Tyskland. Udover de mange spillere stod 337 frivillige cheftrænere klar med både taktik og high fives, og derudover stillede vores fantastiske legekammerater fra NORMAL med 140 frivillige medarbejdere. Lægterne var fyldt op med en masse fantastiske tilskuere, og showet blev styret af Tina Müller. Under medaljeoverrækkelsen fløj tonsvis af konfetti ned over vores stjerner, mens Malte Ebert stod på scenen og sang. Det hele sluttede med en KÆMPE gallamiddag, hvor vi dansede til langt ud på natten. Det var uden tvivl en af de helt uforglemmelige dage for alle os i LykkeLiga.
2024 – Vores mål og drømme
I dag spiller mere end 1550 børn og unge med forskellige kognitive udfordringer håndbold i LykkeLiga. Det svarer til ca. 1-2% af alle håndboldspillere i Danmark. Og med flere spillere er også antallet af foreninger, der har et LykkeLiga hold, steget. I dag har hele 83 danske håndboldforeninger et LykkeLigahold – det synes vi altså er ret sejt! Med flere spillere og flere klubber vokser også behovet for de frivillige trænere. Vi er derfor enormt glade og taknemlige for, at vi kan kalde intet mindre end 498 personer for cheftrænere i LykkeLiga.
Vi har mange drømme for fremtiden og krydser fingre for, at flere af dem snart bliver til virkelighed. En af de helt store drømme lige nu er at skabe et univers, hvor børn og unge kan komme på besøg i et fysisk oplevelsescenter. Her skal de have en hel dag med lykke gennem forskellige lege, tests og konkurrencer – alt sammen med en masse stjernestøv og konfetti.