Nyt navn skal bane vej for store donationer fra bl.a. fiskerierhvervet.
Efter bare ét år med navnet “LykkeLiga” skifter Danmarks lykkeligste håndboldliga nu retning og lancerer helt ny identitet. Pr. 1. april 2018 tager projektet nemlig navneforandring til “LøkkeLiga”. Det sker bl.a. i et forsøg på at få hul igennem til store private donorer.
Om navneskiftet udtaler initiativtager og leder af LøkkeLiga, Rikke Nielsen: “Måske er der bare mere gennemslagskraft i Løkke end der er i Lykke! Så nu prøver vi det af.”
Det er er ellers ikke fordi LøkkeLiga mangler gennemslagskraft – med store donationer fra både TrygFonden og Spar Nord Fonden har projektet for længst taget fart og er finansieret i en periode på 3 år. Men “mere vil have mere” som Rikke Nielsen formulerer det: “Vi er selvfølgelig stolte af, at vi allerede har fået 330 udviklingshandicappede børn til at spille håndbold. Men vi tror på, at vi kan endnu mere – skabe endnu mere lykke… undskyld løkke!”
Rikke Nielsen forklarer i øvrigt, at navneskiftet i første omgang kun er en test, som man prøver en enkelt dag om året. Dermed vil Danmarks skæveste fællesskab allerede fra 2. april 2018 igen være kendt som LykkeLiga.