Det kræver masser af energi og benarbejde at skabe verdens lykkeligste håndboldfinale. Bag afviklingen af LykkeCup i Herning står en række unikke samarbejdspartnere. Allerstørst er indsatsen fra butikskæden NORMAL.
Når sæsonfinalen LykkeCup lørdag afholdes i Jyske Bank BOXEN, er det kulminationen på endnu en lykkelig sæson i Danmarks vigtigste håndboldliga. Siden første udgave i 2018 er begivenheden bare vokset og vokset. Det samme er naturligvis arbejdsbyrden ved afviklingen. I dag lader stævnet sig kun gøre, fordi en lang række partnere løfter i flok.
Klodser, kommune og karma
Det kræver både økonomi, arbejdskraft og hjerterum at afholde håndboldfinale for 910 ekstraordinære håndboldspillere. De mange samarbejdspartnere bidrager hver især med noget helt særligt, og sammen skabes en helt unik dag med masser af oplevelser.
I 2024 har LEGO og Nordea meldt deres ankomst som nye aktører i det lykkelige samarbejde. LEGO-medarbejdere må hvert år bruge to dage på frivilligt arbejde til fordel for børn – den mulighed har en gruppe medarbejdere valgt at udnytte til LykkeCup. Samtidig stiller LEGO op med en særligt lykkelig byggeoplevelse for deltagerne ved LykkeCup. Nordea mener, at alle mennesker er guld værd. Til LykkeCup understreges det ved at udlevere særligt designede GULDKORT. Med kortet kan LykkeLiga-spillere hæve highfives over hele landet.
Også gengangerne Hummel, Intersport, Socialpædagogerne, Vestjysk Bank og Herning Kommune, Lidl og Blue Water Foundation bidrager til afviklingen af den lykkelige finale.
Rikke Nielsen: “det er ikke helt normalt!”
Selv om der lægges masser af tid og ressourcer hos de mange aktører, kan ingen dog måle sig med den arbejdsindsats, som butikskæden NORMAL leverer både i planlægning og afvikling af LykkeCup. Medarbejdere fra administrationen i Skanderborg er dybt involverede i planlægningen af arrangementet. Så langt er de inde i maskinrummet, at mange af koordineringsmøderne op til LykkeCup afholdes i virksomhedens hovedsæde i Skanderborg.
På selve dagen for afvikling af LykkeCup deltager ikke mindre end 110 medarbejdere fra NORMAL. De tager sig af langt de fleste praktiske opgaver og smiler sig igennem hele dagen. NORMAL-medarbejderne varetager bl.a. den vigtige rolle som team-host for de 77 tilmeldte håndboldklubber. Dermed har alle hold en fast vært på dagen, som hjælper med både highfives og vejvisning.
“Jeg ved helt ærligt ikke, hvad vi skulle gøre uden NORMAL-folkene i deres gule trøjer” fortæller Rikke Nielsen om samarbejdet, og understreger “De knokler bare på – og beder aldrig om noget den anden vej. Det er virkelig ikke et helt normalt samarbejde!”
Foruden den store arbejdsindsats bidrager NORMAL også betragteligt til den økonomiske struktur bag LykkeCup.
Tak til: NORMAL, Nordea, Vestjysk Bank, Hummel, Intersport, LEGO, Herning Kommune, TrygFonden, Socialpædagogerne, Lidl og Blue Water Foundation