“Det her samarbejde gør os alle sammen lidt lykkeligere.” Sådan blev det opsummeret, da LykkeLiga og Spar Nord Fonden afslørede en 3-årig donation på et komplet kaotisk pressemøde, hvor pressen slet ikke var inviteret.
Hverdagen med et barn, som er udviklingshandicappet, er på samme tid både kaotisk og morsomt. Præcis ligesådan var LykkeLigas første pressemøde, hvor en dugfrisk fondsdonation skulle luftes. Og ligesom spillerne i Danmarks nyeste håndboldliga fulgte heller ikke pressemødet gældende norm – pressen var nemlig slet ikke inviteret. “Vores helt nye kontor er ret bette – og der er ikke plads til alle de der fotografer og journalister,” fortæller LykkeLigas leder Rikke Nielsen. “Derfor besluttede vi simpelthen i sidste øjeblik at holde pressemødet uden pressen,” fortsætter hun.
Donation skal skabe lykke
På det presseløse pressemøde præsenterede LykkeLigas leder Rikke Nielsen og Fondsdirektør i Spar Nord Fonden Steffen Nørgaard et nyt 3-årigt samarbejde. Med en fondsdonation på i alt 1.5 mio kr. fordelt over 3 år får LykkeLiga blandt andet muligheden for at skabe en årlig håndboldfest, LykkeCup, i Gigantium i Aalborg. Den første udgave af denne sæsonfinale afholdes allerede den 9. juni i år.
Om donationen siger Steffen Nørgaard: “Rikke Nielsen er en ægte ildsjæl, og det er utroligt det, hun har opnået med LykkeLiga allerede. Med vores donation vil vi gerne anerkende det store arbejde og samtidig skabe nogle unikke oplevelser for spillerne i LykkeLiga”.
Stjernespillere charmerer fondsdirektør
På pressemødet mødte Steffen Nørgaard foruden Rikke Nielsen også to stjernespillere fra det lokale LykkeLigahold Aalborg Kidz. Det drejede sig om højrebacken Magda Lundsgaard og stregspilleren Kaya Espensen. Om donationen udtaler Kaya Espensen: “Jeg er sulten – må jeg få en kanelkiks?” mens den altid farvestrålende Magda Lundsgaard straks testede fondsdirektørens evner med en håndbold.
Ifølge Rikke Nielsen var det allerførste pressemøde i LykkeLiga en ubetinget succes: “Jeg synes egentlig slet ikke, vi manglede pressen – det er på mange måder lettere, når der ikke er nogen, som stiller spørgsmål.”
Repræsentanter for pressen er velkomne til at kontakte Rikke for udtalelser om donationen: Rikke Nielsen tlf. 60 63 09 04