I juli lød startskuddet til vores nye LykkeCamps – et sommerferietilbud for LykkeLiga familier. 2 uger med nonstop fællesskab, lykke og nye venskaber – først i Kolding i uge 28 og herefter Silkeborg i uge 29. Hele 15 familier havde pakket tasken til en uges oplevelser med alt fra SUP board, snobrød og kano til fest, sejlture og madworkshop.
De to camps skaber en tryg ramme, der giver ekstraordinære familier mulighed for at være på ferie på en ny måde. Her kan de være sammen med andre familier uden at skulle tænke på, om der nu er styr på alting. Maden bliver serveret. Aktiviteterne er planlagt. Rammerne inviterer til aahhhhhh og benene op. Og instruktørteamet står klar til at hjælpe alle med at få en så lykkelig uge som muligt.
Når man ikke vil hjem igen…
Der var børn, som fortalte, at de på campen havde fået deres livs allerførste ven. En familie valgte at droppe planerne om at købe en bil for i stedet at have råd til at tage på camp igen næste år. Og da vi skulle kramme farvel, havde en dreng gemt sig på værelset. Han ville ikke med hjem igen. Så ved man altså, at det har været en god uge.
100 % lykke-garanti
Vi spurgte familierne, hvad de synes om campen – og svarene gør os både stolte og glade:
- 100 % vil anbefale LykkeCamp til andre.
- 100 % forventer, at de gerne vil deltage på campen igen i 2026.
Det er da en klokkeklar LykkeLiga-sejr! Derfor arbejder vi også allerede nu på at kunne gentage successen i 2026.
Det siger familierne selv:
- “Det overgik alle forventninger. Vi fik prøvet ting, vi aldrig ville være gået i gang med selv”
- “Vi fik overskud, da vi hverken skulle tænke på, at vores barn var specielt, mad eller aktiviteter. Bare kæmpe tak”
- “Mange fantastiske timer i trygt selskab og dejligt at kunne slippe børnene fri uden, at forældrene følte sig utrygge. Alle blev udfordret tilpas og selvtilliden steg adskillige grader. 5 ud af 5 stjerner herfra”
- “Det er den bedste ferie, jeg har haft i mange år”






