+

LykkeCup 2026 – med royalt stjernedrys

juni 25, 2026

En dansende dronning, 40 kg. hjerteregn, tusindvis af fans på lægterne, 259 håndboldkampe, 944 spillere fra hele kongeriget Danmark – og Tyskland og Sverige. Den 6. juni 2026 blev i dén grad en sæsonafslutning, som efterlader den helt store lykkefølelse. Tak til alle der var med til at gøre dagen helt særlig.

Kl. 9.00 trillede hun ind på parkeringspladsen ved Jyske Bank Boxen. Vores helt særlige gæst, som var kommet for at opleve og hylde LykkeLigas fællesskab: Hendes Majestæt Dronning Mary. Alle familier, spillere og trænere rankede ryggen – fyldt af stolthed over, at selveste Kongehuset kom og anerkendte, at vi sammen er noget helt særligt. Side om side med bl.a. landstræner Nikolaj Jacobsen, lykkeminister Ane Halsboe, Tina Müller, lykkeborgmester Dorte West og mange flere sørgede hun for ekstra våde øjne og lykkelige smil. Og nåh ja – ikke mindst hundredvis af royale highfives og selfies.

“Noget af det vigtigste, vi mennesker har brug for, er fællesskab. At føle at vi hører til. Og blive set og anerkendt for dem, vi er. Og det er tydeligt, at alle børn og unge her i dag mærker præcis det” – H.M. Dronning Mary

259 kampe på 5 timer

Spillere fra over 70 forskellige klubber mødte op i stærkeste opstilling og sørgede overalt for højtspændte håndboldkampe. Ingen var i tvivl om, at disse håndboldstjerner havde trænet sig op til netop denne dag – med en perlerække af hopskud, skarpe finter og lykkelige mål.

En fest af de helt store

Udover at vise vores talenter på håndboldbanen, fik vi også masser af tid til at feste. Først i selskab med Mumle, som satte et lykkeligt punktum for eftermiddagens medaljeoverrækkelse – og senere med Joey Moe, som satte ild i floor til aftenens gallafest. Og så sørgede LykkeLigas helt egen DJ Needlesplit for resten.

Tak for et helt fantastisk LykkeCup 2026! Og ikke mindst tak til alle de frivillige kræfter, som sørgede for at dagen blev lige, som vi havde drømt om.

Se billeder fra LykkeCup 2026