Hele 11 forskellige kommuner har i 2023 anerkendt LykkeLiga-holdenes indsats i lokale håndboldklubber. Så mange kommuner har nemlig tildelt handicap- eller fritidspriser til frivillige på de lykkelige håndboldhold.
Kommunerne elsker deres lykkeligahold. Det er svært at konkludere andet, når man kigger ned over listen af kommunale priser i 2023. Fra Roskilde til Thisted. Fra Tønder til Slagelse. Nord, syd, øst og vest.
De frivillige skal frem i lyset
Hos LykkeLiga er der stor stolthed over de mange priser, men også en bevidsthed om at hele æren tilhører de frivillige ude i klubberne. “Selv om der står LykkeLiga på maven af spillerne – så er de her priser givet til lokale ildsjæle, som hver eneste uge finder overskuddet og kreativiteten frem for at lykkes. Det er fantastisk at se dem blive hyldet!” siger Rikke Nielsen, som hepper med fra LykkeLiga-kontoret i Aalborg.
“Uden de her lokale frivillige er LykkeLiga jo bare en tom skal. Så det er kun på sin plads at de kommer frem i rampelyset. Vores cheftrænere ER nemlig LykkeLiga – det er dem, der skaber forandring derude!”
De 11 kommuner som har tildelt priser til LykkeLigahold i kalenderåret 2023:
- Horsens Kommune, Årets handicappris: HH Unikids
- Thisted Kommune, Årets handicappris: Spilopperne Thy Kidz
- Tønder Kommune, Årets handicappris: Bluefighters
- Silkeborg Kommune, Årets Handicappris: Ann Kirkegaard, Kjellerup HK
- Mariagerfjord Kommune, Årets Handicappris: Kurt og Vibeke Herløv Stad, Hobro LykkeLiga
- Slagelse Kommune, Årets Handicappris: Sørby LykkeLiga
- Billund Kommune, Årets Handicappris: Lynghedens Lykkebørn
- Svendborg Kommune, Årets Handicappris: Stenstrup Super Stars
- Roskilde Kommune, Årets Handicappris: Lykkekids Roskilde
- Odsherred Kommune, Årets fritidspris: RIF Superstar
- Favrskov Kommune, Årets Handicappris: Favrskov Fighters
Gratis for kommunerne
Kommunernes begejstring for LykkeLiga-holdene bliver selvfølgelig bemærket på LykkeLiga-kontoret i Aalborg. Her har man længe oplevet god opbakning fra kommunerne, hvor bl.a. mange borgmestre fra LykkeLiga-kommuner møder op for at støtte deres lokale hold til LykkeCup.
“Vores dygtige frivillige cheftrænere er en gave for kommunerne. Og det er dejligt at se, at der sættes pris på det. Det er trods alt et helt gratis tilbud for kommunerne.” siger Rikke Nielsen med et smil på læben.
LykkeLiga modtager nemlig ingen støtte fra kommunerne, hvor håndboldholdene er organiseret gennem helt almindelige håndboldforeninger under Dansk Håndbold.
Fakta om LykkeLiga 2023
Antal spillere på landsplan: 1546
Antal klubber: 83
Antal Kommuner med LykkeLigahold: 64