LykkeLiga bekræfter sensationskamp mod Aalborg Håndbold

In Artikler, LykkeNyt by Mikael Espensen

I ugevis har rygterne svirret i den danske og internationale håndboldverden. Om et usandsynligt møde mellem nogle af sportens absolutte giganter. Nu kan LykkeLiga nikke bekræftende til, at kampen mellem Aalborg Håndbold og det nyetablerede LykkeLiga Ungdom bliver en realitet. 

Håndboldfans over hele kloden spærrede øjnene op, da de første rygter om et mytisk topopgør ramte sociale medier. At verdensstjernerne fra det nyetablerede LykkeLiga Ungdom skulle finde tid til spille mod Aalborg-drengene virkede usandsynligt. Ikke desto mindre har rygterne levet sejlivet videre – og nu kan den øverste ledelse for Danmarks lykkeligste liga overraskende bekræfte, at opgøret mellem de to giganter faktisk bliver til virkelighed. 

“Det er rigtigt, at vi har modtaget en udfordring fra Aalborg Håndbold. Og jeg kan bekræfte, at spillerne og jeg har valgt at acceptere udfordringen,” fortæller Cheftræner, præsident OG generaldirektør for LykkeLiga Rikke Nielsen. 

Århundredets håndboldkamp?

Aalborg Håndbold ser sig selv som et af Europas bedste håndboldmandskaber og er ubesejrede i 2022. LykkeLiga Ungdoms nyetablerede hold kan endnu mere imponerende kalde sig HELT OG ALDELES ubesejrede. Dermed er der lagt op til et decideret topopgør, hvor hele håndboldverden vil kigge med. 

Rikke Nielsen er da også klar over, at kampen bliver noget særligt: “Det er jo klart, at det bliver en stor oplevelse for Aalborg Håndbold at spille mod LykkeLiga. Det bliver helt særligt for Møllgaard, Pálmarsson og Saugstrup at stå overfor SÅ store stjerner på banen.” 

Mest for Aalborg Håndbolds skyld

Om baggrunden for kampen er Rikke Nielsen klar i spyttet: “Vi gør det primært for Aalborg Håndbolds skyld. De har drømme om at vokse sig store – og har brug for opmærksomheden. Og så er jeg af den holdning, at et hold med format som LykkeLiga Ungdom er forpligtet til at give lidt tilbage til sporten.”

LykkeLiga Ungdom er et nyetableret initiativ fra Danmarks lykkeligste liga, som henvender sig til unge voksne med udviklingshandicap. Allerede nu rummer LykkeLiga Ungdom en række verdensstjerner.

Kampen spilles bag lukkede døre

Som en del af aftalen omkring topopgøret er det besluttet, at kampen afgøres bag lukkede døre. Det var ét af kravene fra Aalborg Håndbold, som øjensynligt er nervøse for offentlig ydmygelse. Til gengæld sendes kampen på LykkeLigas facebookside på et endnu uafklaret tidspunkt i slutningen af april.

“Vi er i hvert fald ikke bange for jer!” Henrik Møllgaards øjne fortæller en anden historie end de ord, han siger. Med bævende stemme slutter han sin video af: “Vi… udfordrer jer.” Forsvarsklippen fra Aalborg Håndbold er øjensynligt blevet provokeret af nyheden om LykkeLigas nye ungdomsliga. Trods de brede skuldre føler han ikke, at der er plads til 2 professionelle ligaer i Danmark. Derfor har han udfordret LykkeLiga Ungdom til kamp.

Om LykkeLiga Ungdom

Med LykkeLiga Ungdom har Danmarks lykkeligste liga for nylig etableret et længe ventet initiativ for voksne med udviklingshandicap. LykkeLiga Ungdom centreres omkring de 80 eksisterende LykkeLiga klubber i Danmark – og kulminerer i turneringen “Fantastic4” – 4 rene voksenstævner om året.