LykkeLiga anbefaler indstilling af håndboldtræning

In Pressemeddelelse by Mikael Espensen

Som følge af myndighedernes henstilling omkring Corona opfordrer LykkeLiga nu til at håndboldtræningen indstilles. Opfordringen strækker sig ind til videre resten af marts måned.

Det er næsten ikke til at bære – at vi skal undvære hinanden, undvære håndbolden. Men situationens alvor omkring Corona-virus er blevet gjort klar af vores myndigheder. Derfor anbefaler vi fra LykkeLiga, at vores lokale håndboldhold indstiller den ugentlige træning samt turneringsaktiviteter i resten af marts måned.

Vi følger situationen og melder yderligere ud ved månedens udgang. Vi håber på og regner med, at vi kan afholde LykkeCup den 6. juni, men følger naturligvis myndighedernes anbefalinger tæt.

Det er vigtigt for os at understrege, at vi jo ingen beføjelser har ude i de lokale klubber. Den endelige beslutning for håndtering af situationen ligger hos den enkelte klub. Vores anbefaling er et forsøg på at gøre beslutningen lidt lettere.

Derfor håndboldpause

LykkeLiga rummer i dag op mod 1.000 spillere fordelt i hele landet. Og selv om vi ikke blander os i børnenes diagnoser, så ved vi, at vores spillere overordnet er i en målgruppe med forhøjet risiko. Samtidig er vores spillere ikke altid de allerbedste til at overholde hygiejne-anbefalingerne… Og de kan simpelthen ikke lade være med at kramme.

Anbefalingen om håndboldpause baserer sig bl.a. på en klar udmelding fra vores gode samarbejdspartner LEV.

Nyt initiativ skal skabe lykke derhjemme

Som et lille plaster på såret lancerer LykkeLiga allerede senere i dag et helt nyt initiativ, som skal bringe håndboldtræningen hjem til vores spillere. Glæd dig til at høre mere. Pas på hinanden derude!

De danske myndigheder har samlet alle informationer omkring Coronasmitte her: www.coronasmitte.dk