“Jeg elsker LykkeLiga.” Ordene er det første, jeg hører fra min datter, da hun dovent strækker sig og slår øjnene op. Det er dagen derpå. LykkeCup 2019 er overstået, men følelsen af lykke sidder stadig overalt i kroppen. Ligesom konfetti stadig sidder i hår og tøj.
Følelsen er præcis modsat af den, jeg havde, da jeg for 11 år siden fik beskeden om, at Kaya havde downs syndrom. Dengang følte jeg mig helt alene i verden. En helt forkert far til et helt forkert barn. I lørdags var jeg omgivet af næsten 3.500 mennesker i samme båd som jeg. Og jeg har aldrig følt mig så rigtig.
Trafikkaos og konfettieksplosion
“Der er kø hele vejen fra motorvejen” stod der i en besked på min telefon. Der var kun fem minutter til indmarch med de næsten 500 håndboldspillere. Pludselig var der forlydener om trafikkaos for at komme til Gigantium. Og lige dér. Mens jeg stod midt i mængden og stirrede vantro på min telefon, gik det op for mig, hvor stort vores projekt var blevet.
Ved siden af mig stod Kulturministeren, samt formanden for Socialpædagogerne. Begge rystede som jeg på hovedet med et smil. Dét her var ikke helt typisk til et “handi-arrangement!”
Vi udsatte indmarchen 10 minutter, så alle kunne nå at komme frem. Så startede festen. Og det var fuldstændig vidunderligt. “Som at blive skudt ud af en emotionel konfettikanon” skrev Hummels Karmachef på facebook – mere præcist kan det vist ikke siges.
Lykke-accelerator
LykkeLiga er blevet stort. Ikke bare i tal og tilskuere. Det er blevet stort for Kaya. For Magda. For Jakob og for Julie. Det er blevet til dén lykke-accelerator, som vi drømte om.
I lørdags tog jeg mig et øjeblik. Jeg glemte for en kort bemærkning de lækkende slush-ice maskiner. Stillede mig ud midt i mængden af spillere, mens Wafande bare gav os et smil. Og dér mødte mit blik pludselig Kayas. Hun strålede om kap med den gigantiske discokugle over os og løb mig ivrigt i møde. “Juhuu. Jeg er glad” skreg hun, mens hun slyngede sig om halsen på mig. Så stod vi der, kind mod kind – og med Kayas 500 nye venner omkring os. Og jeg har aldrig følt mig så rigtig.
