Landstræner søges – til verdens største landshold

In Jobopslag by Mikael Espensen

Til LykkeLigas nyetablerede håndboldlandshold søges en dygtig landstræner fra allerøverste hylde. Med mere end 800 højt profilerede spillere på holdet kræves en profil med både overblik, overskud og taktisk snilde.

Brænder du for at skabe store resultater med masser af store stjerner? Så er du måske den helt rigtige til at føre verdens største landshold til triumf. LykkeLiga søger en landstræner med store resultater bag sig og erfaring fra de største scener. Måske har du også allerede erfaring fra ét af de mindre landshold. Du trives i et kaotisk miljø, hvor stjernenykker er reglen snarere end undtagelsen – og du motiveres ved arbejdet med store personligheder. 

Du har evnerne til at lægge en taktik, som imødekommer alle 800 spilleres ønsker og kan sætte et hold, hvor alle kommer til at spille en fremtrædende rolle. Du bærer dannebrog i hjertet og vil kæmpe indædt for sejr til de rød/hvide.

Foruden ovenstående kvaliteter kan du svare “ja” til minimum ét af følgende krav:

  • Du har vundet OL mindst 1 gang (helst 2)
  • Du er prins eller prinsesse
  • Du har din egen slik-/legetøjs-/flødebolle-fabrik
  • Du har scoret 15 mål i én landskamp (gerne mod Grækenland)
  • Din far hed Tommy og dit efternavn rimer på Tvebak
  • Du er allerede træner for et af de små landshold
  • Du kan bruge magi

LykkeLiga tilbyder et job, hvor arbejdet, bogstaveligt talt, bærer lønnen i sig selv. Således vil der ikke ydes decideret økonomisk belønning for din indsats. Til gengæld vil dit arbejde honoreres med rendyrket lykke og et anseeligt antal kram ved hver eneste træning. Arbejdsbyrden må forventes at blive betragtelig.

Forvent kritisk ansættelsesudvalg

Ansøgere vil blive vurderet af et kritisk udvalg bestående af 3 af landsholdets allerstørste stjerner. Ved en eventuel samtale skal du nok ikke regne med, at der bliver lagt fingre imellem.

Send din ansøgning til DLFAFU (Dansk Lykke Forbund Association Federation Union) formand: Mikael@lykkeliga.dk
(Kun ansøgere, der overholder kravene vil modtage svar og komme i betragtning)

Om LykkeLiga

LykkeLiga er Danmarks lykkeligste håndboldliga. Ligaen rummer mere end 800 børn med særlige behov samt 55 klubber fordelt over hele Danmark, Færøerne og Grønland.

I Juni 2019 blev samtlige spillere i ligaen udtaget til et nyetableret landshold. Med etableringen af verdens største landshold træder LykkeLiga ind på verdensscenen og bider skeer med de allerstørste nationer. Ved 4 landsholdssamlinger i december 2019 overrækkes specialdesignede landsholdstrøjer til alle spillere (i samarbejde med Hummel).